Adelaide.

Hovedstaden i South Australia (SA). Der bor godt og vel en million indbyggere i byen. Det virker som om, der er enormt meget plads i Adelaide, og der hersker i det hele taget en meget afslappende stemning i byen. Desuden er Adelaide utrolig nem at finde rundt i, da næsten alle gader ligger vinkelret på hinanden, som i et gittermønster.

Det mest fantastiske ved Adelaide er næsten omgivelserne. Centrum af byen er omgivet af grønne parker, de grønne parker og forstæderne er omgivet af bakkerne The Mount Lofty Ranges.

Vil du lære lidt mere om SA og Adelaide, er det en god ide at besøge South Australian Museum. Det er først og fremmest et naturhistorisk museum, men der er også en rigtig god udstilling omkring Murray floden og den oprindelig befolkning i dette område.

Vil du hellere se på kunst, er der en mulighed på Art Gallery of South Australia, der huser både australsk, asiatisk og europæisk kunst.

SA er blevet hjem for mange af forskellig nationaliteter, der i tidens løb er immigreret til Australien. Adelaide har et fint museum, Migration Museum, der beskriver hvordan livet var for immigranterne, og hvordan tilflytterne påvirkede staten.

Et perfekt sted at spise madpakke i Adelaide er flodbredden omkring Festival Centre. Selve centret er ærlig talt ikke så imponerende udefra, men der afholdes et utal af aktiviteter. Det samme er i øvrigt tilfældet med det omgivende parkområde, hvor der bl.a. er et amfiteater. Om sommeren er her sommetider gratis koncerter.

Botanisk Have byder ligeledes på gode muligheder for madpakkespisning, og der er et væksthus med et udsnit af tropisk regnskov.

Kan du bedre lide at der er dyr i parken så tag bussen op til Cleland Wildlife Park. Her er alle muligheder for at fodre kænguruer og klappe koalaer. Fortsæt turen op til Mt. Lofty Summit - helst på en klar dag så du kan nyde udsigten over byen.

Cleland Wildlife Park er en del af Adelaide Hills, der omgiver hele byen. Der er mange muligheder for køreture i de smukke Adelaide Hills (der i øvrigt er en del af Mt. Lofty Ranges).

Fra Adelaide er der ligeledes rige muligheder på at tage på dagsture til eksempelvis Kangaroo Island eller Barossa Valley.